Tunge billeder

(tilbage til forside)

anmeldelse i Jyllands-Posten 8. oktober 2017

Tunge billeder

Somalia, Darfur, Rwanda, Bosnien, Tjetjenien, Centralafrika, Haiti, Gaza, Irak, Afghanistan. Gennem 23 år har fotografen Jan Grarup rejst mod strømmen til disse og andre af verdens brændpunkter. Han er vendt hjem med skildringer af mennesker, der er fanget midt i krige, borgerkrige, jordskælv, fattigdom, hungersnød og ind i mellem regulære folkemord.

Jan Grarups billeder har været bragt af nyhedsmedier verden over, og han er den danske fotograf, der har vundet flest danske og internationale pressefotopriser. Nu har han samlet en række af sine fotografier i ’And then there was silence’. En knap 500 sider lang billedbog, der måler 30×40 cm og vejer 5 kilo, og som også i en anden forstand er et tungt bekendtskab. Det er et næsten dystopisk katalog over, hvor megen nød, elendighed og ufortyndet ondskab mennesket er udsat for og i stand til at udsætte andre for.

Stilheden i titlen refererer ifølge forordet til den rædslens stilhed, der ”smager koldt og hårdt”, og som indtræffer de steder, ”hvor alt er gået galt.” Og sandt er det, at der hviler en larmende stilhed over mange af bogens sider – et ekko af tavs afmægtighed, der ikke vil dø ud.

Kun enkelte scener lyser op og peger ud over stilheden. Der er meget langt mellem smilene, men de er der dog som små lys i mørket. Billedet af frisøren, der trodsigt har genetableret sin forretning oven på ruinerne af sit jordskælvsramte hus i Kashmir i 2005, er blandt bogens mest markante. Mens det smukke billede af et flirtende par i strandkanten i Somalia måske er blandt de mest rørende, fordi det bærer på håbet og kærligheden – trods bagtæppet af ødelæggelse bag dem.

Grarups ofte ekspressive billeder ligger i forlængelse af en reportageæstetik, der blev raffineret i 1980-1990’erne, men som rækker helt tilbage til Vietnamkrigens dage. Billederne er sort/hvide og kontrastfyldte med scener, der sjældent ser opstillede ud. Ofte lander vi midt i dramatiske situationer, hvor brugen af vidvinkel skaber tableauagtige scener, man kan kigge rundt i. Andre gange er vi helt tæt på – ansigt til ansigt med fortvivlede mennesker, med mennesker i nød, med døde mennesker. Forbrændte børn, lemlæstede børn, døde børn. Det er oprivende at se på.

Grarups stil er effektiv, fordi den sjældent skygger for motivet. Krigsfotografiet og reportagefotografiet er genrer, hvor kliche-risikoen er tårnhøj, og hvor mange fotografier egentlig mest ligner andre fotografier. Sådan har det været siden begyndelsen, hvor fotografen Roger Fenton under Krim-krigen i midten af 1800-tallet flyttede rundt på kanonkuglerne på slagmarken, så han kunne få det bedste ’krigsbillede’.

Enkelte gange kommer også Grarup tæt på det stereotype – som i billedet af den lille pige med blomster i håret, der står foran tungtbevæbnede soldater og en enorm tank. Men for det meste snor han sig uden om, og generelt er der noget befriende ærligt, ligefremt og næsten råt over hans fotografier, som passer til temaet, og som gør, at man føler sig tæt på og bliver bevæget i mødet med disse menneskers ulykkelige skæbne. Den gamle diskussion om, hvor smukt det grimme må vises, hvor dekorativt det tragiske kan skildres, forstyrrer ikke her. Grarups fotografier fungerer som klare vinduer ud til brutale virkeligheder, der befinder sig så uendeligt langt væk fra den almindelige danske gennemsnitshverdag, hvorom man på det seneste mest har kunnet brokke sig over, at sommeren har været irriterende våd i år.

Grarup kommer vidt omkring, måske også for vidt. Denne betragter havde gerne set billeder fra færre brændpunkter mod til gengæld at lære nogle af de mange skæbner bedre at kende, mod at få sat lidt flere billeder på deres liv. Hvem var de egentlig?

Men stadigvæk: Det er prisværdigt, at vi har fotografer som Jan Grarup, der sætter liv og helbred på spil for at vise os glimt af indsigt milevidt fra verdens turistdestinationer. Det er ikke uden omkostninger. Han skriver i forordet, hvordan oplevelsen af folkemordet i Rwanda grundlagde det PTSD-syndrom, han lider under i dag. Det forstår man, når man ser billederne.

Grarup ønsker, at billederne må mane til eftertanke. Det gør de. Men spørgsmålet er hos hvor mange, og hvad det nytter? Givetvis har flere af disse fotografier tidligere været med til at sætte dagsordener i danske og internationale medier. Men hvad flytter de nu, samlet i noget så gammeldags som en stor, tung bog?

På den anden side. I dag, hvor krigenes og katastrofernes billeder kommer til os ustandseligt i en evig digital malstrøm – fra alle platforme og skærme, gennem live-sendinger fra fronterne, optaget fra droner og smartphones – er der måske alligevel en form for pointe i at lade disse billeder finde ro i en bog, som simpelthen ikke kan blive mere ’uhandy’ og ubekvem, og som man ikke bare kan komme hurtigt videre fra med et par kliks og likes. Målt på den præmis er bogen hele sin vægt værd.

Grarup har faktisk fået ingen ringere end Dalai Lama til at kommentere billederne i et forord efter sit eget. Dalai Lama kalder sympatisk på humaniteten i os, på nødvendigheden af forståelse og kærlighed. Et budskab, der kan virke verdensfjernt naivt, fordi det stort set ikke kan stå mere i kontrast til bogens mørke virkelighed. Men hvad er svaret ellers?